Oplevelser på ruten
Tour de France forbindes med land art, hvor der langs ruten er lavet kreative udsmykninger af landskabet og byrummet.
Oplevelser på 3. etape: Vejle – Sønderborg
Etapen starter i Vejle og slutter mod Sønderborg, hvor lufthavnen skal tage rytterne til Frankrig efter en velfortjent hviledag.
Dagens rute starter med en tur forbi Jelling, hvor vikingekongen Harald Blåtand i 965 rejste Jellingstenen, der markerer, at han har samlet Danmark som en kristen nation.
Runerne på Jellingstenen nævner Haralds far, Gorm den Gamle, og står som bevis for, at det danske monarki er et af verdens ældste. Ude i verden er Harald Blåtand måske bedst kendt for at lægge navn til fildelingsteknologien Bluetooth.
Rytterne kører tilbage ind igennem Vejle, inden turen går mod syd. Dagens første kategoriserede stigning ligger på Koldingvej, der er kendt for at danne ramme om finalen på kongeetapen i Post Nord Danmark Rundt.
Herfra går ruten mod syd. Efter strabadserne på 2. etape vil mange ryttere nok glæde sig over at køre et lille stykke inde i landet langs Jyllands østkyst. Det betyder nemlig, at sandsynligheden for stærk vind er langt mindre end dagen før.
Rytterne kører syd igennem Kolding, der blandt andet er kendt for den mere end 750 år gamle kongeborg Koldinghus.
30km længere mod syd kommer dagens anden stigning og kort efter dagens pointspurt i det UNESCO-bevarede Christiansfeld.
Christiansfeld blev designet fra start til slut og grundlag af Brødremenigheden efter særlig tilladelse fra Christian 7. og hans livlæge Johann Struensee. Det betyder blandt andet, at hele byen har retvinklede og snorlige gader, og at kirken, Tyrstrup Kirke, ligger i Christiansfelds absolutte centrum.
Herfra kører rytterne ned i grænselandet mod Syd, hvor man i 2020 markerer 100året for den fredelige grænsedragning mellem Danmark og Tyskland.
Rytterne kører igennem byerne Haderslev og Aabenraa, der netop på grund af den særlige grænsehistorie stadig har et byskilt med det tyske navn ”Afenraa”. Herimellem ligger dagens tredje stigning, som meget vel kan afgøre, hvem der har den prikkede bjergtrøje på under den efterfølgende hviledag.
Etapen slutter i smukke Sønderborg og kun få kilometer fra Danmarks sydligste lufthavn, hvorfra alle ryttere, hold, arrangører og mange andre flyver til Frankrig og mere velkendt Tour-terræn.