tdf_graphic-1

Kunstprojekt i Strandgade

Fem virksomheder langs Strandgade, hvor 3. etape af Tour de France skydes i gang, er sammen med Vejle Kommune fælles om at skabe et farverigt kunstværk som en hyldest til cykelsporten.

Gråt og en lille smule anonymt. Det er sådan, de fleste kender murene ind til virksomhederne langs Strandgade på havnesiden. Men i løbet af juni er murene forvandlet til et farverigt kunstværk skabt af kunstneren Thorgej Steen Hansen.

Ud af en række kunstnere faldt valget på Thorgej Steen Hansen, der arbejder med udsmykninger i signalfarver inspireret af historiske cykeltrøjer. Han siger selv om sit værk:

”Min idé er at skabe en dynamisk startzone, der kan vække tanker om fart og rytmisk bevægelse til live via farvesætninger af udvalgte facadepartier på strækningen. Farvesætningerne har afsæt i mit eget abstrakt-konkrete udtryk, som jeg til lejligheden har valgt at mikse sammen med inspiration hentet fra et lille, men eksklusivt udvalg af cykeltrøjer.”

Værket er ikke kun en hyldest til Tour de France, men til cykelsporten helt generelt.

- Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med virksomhederne om idéen. De lægger facader til værket, som på en æstetisk spændende måde markerer Vejle som cykelby både under og efter Tour de France. Til gengæld sørger vi både for opførelsen af værkerne og for at reetablere området, hvis det ønskes i fremtiden, siger Lisbet Wolters, stadsarkitekt i Vejle Kommune.

Vejle Kommune har øremærket 300.000 kr. til projektet, og herudover bidrager Statens Kunstfond med 200.000 kr.
De fem virksomheder, der lægger facade til kunstværkerne, er: Fremtidsværkstedet, Brenntag, Jørgensen & Utoft, Maskinværkstedet og Lhoist Faxe Kalk.

Gult på havnen

Der bliver iøvrigt masser af gult på havnen den 3. juli.

Stævnen 26 og Stævnen 28 (Kanaltårnene) er f.eks. klædt i Tour og danske farver fra alle altaner.

Lystbådehavnen bliver klædt i gule Tour-vimpler på bådene.
Sejlklubben Neptun sejler med Tour-sejl i havnen. 

Kajakroere vil være i vandet og hejser årerne.

Skonnerten Martha er pyntet med Tour-vimpler.
Skonnerten Martha er en gammel jagtskonnert med to master, bygget på Lindtners Skibsværfts, Vejle, i 1899 og blev søsat 7. februar 1900.
Den drives i dag udelukkende af frivillige.

 

Kunstprojekt i Strandgade