Streetart på gavl ved Musikteatret
Fra kedelig hvid gavl til et unik kunstværk udført af kunstneren Eske Touborg.
Fællesskab, villaveje og de største cykelbegivenheder
Tour de France er historiefortælling fra den øverste hylde; et epos, der viser sportens fortryllende evne til at skabe historier og legender. Omvendt er cykling også noget helt almindeligt dansk og hverdagsagtigt, hvor cyklen er folkeeje og bringer høj som lav rundt i de danske byer.
Gavlmaleriet viser det fællesskab, som cyklisme skaber i vores alle sammens hverdag; fra små til de store cykelbegivenheder, der samler os som folk, til de første tråd i pedalerne på villavejene.
Motivet viser i forgrunden en cykelrytter iført en gul trøje, som kører over en målstreg i fuld fart. i baggrunden ser man andre ryttere følge efter. Disse ryttere er børn og unge som symbolsk viser, at man godt kan drømme stort og følge efter sine idoler, og at det oftest netop er dér, det hele starter.
Om kunstneren
Eske Touborg er autodidakt kunstner med rødder fra graffitikunsten. Han har arbejdet med oliemalerier og streetart, og over de senere år har han eksperimenteret med forskellige medier og udtryksformer.
Eske har samarbejdet med museer som bl.a. LOUISIANA og ARoS. I sin fødeby Aarhus finder du flere store værker fra Eskes hånd, bl.a. har han skabt den “blå tur”, som indbefatter en række gavlmalerier af havdyr placeret strategisk forskellige steder i Aarhus by. Disse gavlmalerier bliver tilsammen en byvandring, som tager turister og borgere gennem forskellige bydele, hvor man har muligheden for at se områder af Aarhus med anderledes briller. Derudover finder du også et permanent værk på kunstmuseet ARoS.