”Vej-cyc-le” – genbrug af cykler
"Vej-cyc-le" er navnet på et event, som en flok studerende står bag. 14 gule cykler med flag malet på hjulene. Det handler om viden, genbrug og folkefest. De står rundt i bybilledet. Gule og med flag på hjulene.
Det er et hold serviceøkonomistuderende på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Vejle, som i efteråret fik en opgave, og her valgte en gruppe at arbejde med Tour de France og med temaet re-cycling. Og viden.
Vej-cyc-le består af en tre kilometer rute rundt i Vejle midtby. Selve ruten er en formindsket version af den rute, som køres rundt i Vejle Kommune til Tour de France.
At det blev til 14 cykler (der er p.t. kun 13, da den ene er fjernet efter brand) rundt i byen tager udgangspunkt i, at der sidste år var ryttere fra 27 lande, som deltog i Tour de France.
Det er de 27 landes flag, man kan se på cyklerne. Der et to forskellige flag på hver cykel, eksempelvis deler Belgien og Slovenien cykel. Dog er der én cykel, hvor der er det samme flag på begge sider, nemlig det franske.
Cyklerne er hentet på kommunens materielgård. Derefter er de skraldet for alt og malet gule. På den måde har de for en stund fået ekstra liv. Kasserne, de står på, er af nyt materiale, fordi de skal kunne klare vind og vejr. Kasserne skal efterfølgende genbruges på f.eks. institutioner.
Hvis man går hen til kasserne med cyklerne, vil man blive mødt af nogle fun facts om de forskellige lande, mens der også er en QR-kode, som sender en videre til den næste cykel og den næste og så videre.
Cyklerne bliver pillet ned i dagene efter 3. juli, hvor Touren har været i Vejle.