Fakta om Vejle
10 ultra korte fakta om Vejle Kommune
Vejle kan tilbyde noget af Danmarks smukkeste natur med fjorden, ådalene og bøgeskovene. Et fantastisk cykelterræn med Danmarks hårdeste cykelbakker: Kingdom of Cycling.
Og så har vi en helt unik historie: Her blev Danmark født.
Vi er Danmarks 5. største kommune med 120.000 indbyggere. Vi ligger lige midt i Danmark, tæt på motorveje, lufthavn og store seværdigheder som Givskud Zoo, Legoland og Kongernes Jelling.
Vejle samles om gigantisk gul trøje
Vejle samles om en gigantisk gul trøje op til Tour de France. Borgere i alle aldre har strikket lapper til en kæmpe stor gul trøje af ikke færre end 9000 garnnøgler. Hvis man gør indsatsen op i arbejdstimer á 125 kr., ville trøjen løbe op i knap 4 mio. kr.
Den kæmpe gule trøje hænges op på havnen over for startområdet. Og der er strikket så mange lapper, så der også bliver til en mindre gul trøje et andet sted på ruten, og de sidste klude samles til gule guirlander langs ruten.
Chr. Winthersvej – Danmarks stejleste vej
Tour-feltet skal ikke cykle forkert i Vejle – Kingdom of Cycling, for så kan det nemt ende i en bjergetape. Fire af Vejles stejleste stigninger er nemlig sideveje til Tour-ruten.
Chr. Winthersvej er med en stigning på 25,5 % Danmarks uofficielt stejleste vej.
Den er så stejl, at der er trapper i stedet for fortove, og det er forbudt at cykle ned ad den.
Harald Blåtand og Bluetooth
Vidste du, at Bluetooth er opkaldt efter Harald Blåtand? Tilbage i 1990’erne arbejdede et hold ingeniører på den nye trådløse teknologi - Bluetooth. En af dem var en stor beundrer af vikingekongen Harald Blåtand, fordi han formåede at samle Danmark og var en meget stærk kommunikatør. Den store runesten kaldes også for Danmarks første pressemeddelelse.
Logoet blev et rune H lagt ovenpå et rune B for Harald Blåtand. I dag kan man se logoet i mere end fem milliarder enheder i hele verden.
Kiddesvej – dramaet på kongeetapen
Vejle – Kingdom of Cycling er rammen om mange cykelløb. Siden 2004 har Kiddesvej med en stigning på 19 % lagt asfalt til dramaet på kongeetapen i Danmark Rundt – Danmarks største cykelløb.
Kiddesvej er en sidegade til Koldingvej, hvor Tour de France feltet kører om etapens første bakkespurt.
Håndværkerne belønnet for at mure ”forkert”
Fjordenhus er Vejles nye ikoniske bygning på havnen. Den internationalt berømte kunstner, dansk-islandske Olafur Eliasson, har taget helt nye byggeteknikker i brug.
Fordi der ikke er nogen lige linjer i bygningen, skulle murerne lære at ”mure forkert”. Murstenene er med vilje lagt lidt ”rodet”. Murens overflade er ikke helt jævn, og murstenene er forskudt med et par centimeter. Stenene danser både i farve og form.
Masser af flot arkitektur
Vejle var først med en arkitekturpolitik og har masser af flot arkitektur.
Bølgen – et eksklusivt markant boligbyggeri på havnen, tegnet af Henning Larsen Architects, er blevet Vejle nye vartegn og har fået flere priser. Og Fjordenhus er kunst, arkitektur og håndværk smeltet sammen i Olafur Eliassons første bygningsværk.
De fem søstre er et meget attraktivt boligbyggerier i Vejle by med en fantastisk udsigt over Vejle by, ådalen og fjorden.
Mountainbikespor i særklasse
I Vejle finder du nogle af Danmarks bedste mountainbikespor. Vejles særegne kuperede terræn er nemlig som skabt til kørsel på mountainbike. Der er noget for både nybegynderen og den rutinerede på de bynære strækninger i Nørreskoven, Sønderskoven og Munkebjergskoven og på tekniksporet ved Himmelpind.
Pump, lap og tank op
Vejles super cykelsti kobler midtbyen og dens mange stier sammen med oplandet. Supercykelstien er også en sti med ekstra service.
15 steder på ruten er der ekstra service som luftpumpe, cykelværksted, el-cykeloplader og smartbænke med Wifi.
Grejsdalen skabt på 20 minutter
Det siges om Grejsdalen - landets dybeste og nok smukkeste dal med stejle bakkeskrænter, at den blev skabt på 20 minutter, da isen smeltede, og smeltevandet pludselig brød igennem Grejsdalen. Her flyder nu Grejs Å.
Der er rigtig mange fremragende udsigtspunkter i både Grejsdalen og Vejle Ådal.
34 bakkeskilte
Intet andet sted i Danmark finder du så mange højdemeter inden for så lille et område.
Vejle – Kingdom of Cycling har alt det, motionister og professionelle cykelryttere drømmer om: Danmarks mest kuperede terræn, kongestigninger, superruter og 34 bakkeskilte. Og så kan du undgå bytrafik.