Guldhammer skal jagte Tour-feltet på sin hjemmebane
Som alle cykelryttere havde Rasmus Guldhammer en drøm om at køre Tour de France. Når en af verdens største sportsbegivenheder kommer til hans hjemby, skal han på cyklen og forfølge feltet rundt om Vejle.
19. december 2019
Alene det at se hele cirkusset omkring feltet!
Rasmus Guldhammer er allerede begyndt at forberede sig på dagen, når Tour de France 4. juli 2021 besøger Vejle. Den professionelle cykelrytter har i mere end 20 år cyklet vejene tynde i området, og en plan er allerede ved at tage form i hans hoved.
– Jeg skal helt sikkert ned og se alle aktiviteterne i startområdet – jeg håber det bliver nede ved lystbådehavnen. Hvis jeg cykler derfra, 10 minutter før de starter deres paradekørsel gennem byen, kan jeg stå og vente ved km 0-mærket, hvor der kommer rigtig fart på. Jeg gætter på, det bliver på toppen af Jellingvej, forklarer han.
Og derefter er der mulighed for at skyde en genvej til endnu en udsigtspost, så Rasmus kan se feltet suse forbi en sidste gang, før etapen sætter kursen sydover.
– Det havde været exceptionelt, hvis jeg selv var med i feltet. Men jeg synes altså, det bliver vildt spændende at opleve Tour de France i min egen barndomsby Vejle!
Kender samtlige veje i området
Hvis der er nogen, som kan finde de rigtige steder at opleve Tour-etapen, er det Rasmus Guldhammer. Han er fra en rigtig cykelfamilie og overværende sin far Michael blive dansk mester i 1989. Dengang var Rasmus kun et år gammel, så han husker ikke dagen. Men sammen med sin far og storebror Thomas har han cyklet tusindvis af km i området omkring Danmarks smukkeste ådal.
– De har begge købt motorcykel, så det bliver nok kun mig, der er på cykel, hvis vi laver en familieudflugt som tilskuere til etapen.
– Men min far satte en ære i at vise min bror og mig samtlige veje i området, da vi var drenge. Så jeg er sikker på, jeg kender genvejene til at få den bedste publikumsplads, smiler Rasmus.
Rasmus Guldhammer blev selv dansk juniormester i 2007 og U23-mester to år senere, hvor han også vandt den første af to DM-titler i holdløb sammen med bl.a. storebror Thomas.
Han har vundet A-løb i mere end 10 sæsoner i træk og gjorde sig senest bemærket på den ikonisk stejle Kiddesvej i PostNord Danmark Rundt.
– Jeg tror ikke, Tour-feltet kommer op på de stejle villaveje, når Vejle er startby. Men det bliver fantastiske TV-billeder for alle seere, når feltet kører ude langs fjorden, siger Rasmus.
Danske ryttere får ekstra motivation
Selvom Rasmus Guldhammer brugte meget af 2018 på at genoptræne efter et voldsomt uheld, som kostede ham et brud på ryggen, er han kommet flot tilbage og har haft en fin sæson med sit kontinentalhold Team Waoo.
Han træner naturligvis stadig meget, og han håber at Tour de France-ruten kommer til at passere det område ved Tørskind og Ravning, som han ofte selv cykler igennem på sine ture. Det samme område er velkendt af cykelfans, fordi det ofte fungerer som rampe til afsnittet med de stejle Vejle-bakker i PostNord Danmark Rundt. Så det kunne være et godt sted at slå lejr som tilskuer.
– Men jeg håber, at alle der kan, kommer ud og hepper ved vejsiden den dag. Det er en virkelig stor oplevelse, når Tour-karavanen passerer. Det har jeg set mange gange, når familien var på sommerferie i Frankrig – i Paris, på Alpe d’Huez og flere andre steder.
– Det betyder også rigtig meget for de danske ryttere, som er med i feltet i 2021, når de kan høre deres navne blive råbt på deres eget sprog. Personligt glemmer jeg aldrig, da jeg kørte med ved U23-VM i København. Når tilskuerne råbte ”Guldhammer” i stedet for ”allez” – det gav en masse ekstra motivation og gejst, siger den vejlensiske cykelrytter.
Tour de France-etapen fra Vejle har mål i Sønderborg. Den endelige rute bliver først fastlagt på et senere tidspunkt, men det er blevet offentliggjort, at arrangørerne bl.a. har et ønske om at passere forbi Jelling Monumenterne, som er på UNESCOs Verdensarv-liste.