Kingdom of Cycling Vejle: Hele familien på Tour de France-skattejagt trods regn og blæst
I Vejle blev vinterferien brugt på at gøre hele familien klogere på Tour de France. Eventen FamilieTOUR var en sjov og hyggelig skattejagt, som samtidig er med til at styrke den lokale cykelkultur.
Der afholdes vinterferieaktiviteter hvert år i Vejle kommune. Men i år var Tour de France også en del programmet, som optakt til 3. etape af Tour de France 3. juli 2022, og dermed også en del af den officielle Grand Départ eventkalender.
Men torsdag den 17. februar skulle vise sig at gemme på vejrmæssige udfordringer i form af regn og kraftig blæst, hvilket ikke er de optimale forhold for skattejagt på cykel. Alligevel mødte flere af de mange tilmeldte familier op på den gamle tankstation på havnen, som i dagens anledning var beklædt i gul, for at begive sig ud på et lærerigt tour-eventyr. Der var otte forskellige poster med Tour de France informationer på skattejagten, som var spredt ud i havneområdet samt Skyttehushaven i Vejle.
Ud over skattejagten kunne børnene teste balanceevnen på en lille væltepeter, og de største børn og forældre kunne cykle Vejle-Sønderborg tour-etapen virtuelt på en hometrainer i en dyst mod hinanden.
Og det var en meget tilfreds projektleder for Tour de France i Vejle, som kunne se tilbage på en skøn dag trods dårlige vejrforhold.
- Med FamilieTOUR ønsker vi at skabe interesse omkring Tour de France for børnefamilierne. Med eventen håber vi, at familierne og børnene får en god dag i Tourens-tegn, og at de går herfra med et større kendskab til Touren. Vi håber naturligvis også, at vi ser dem langs ruten søndag den 3. juli i eller omkring Vejle, siger Jacob Rasmussen, projektleder for Tour De France i Vejle.
Bag eventen står to serviceøkonomstuderende, som i øjeblikket er praktikanter ved Tour De France sekretariatet i Vejle.
- FamilieTOUR har til formål at skabe en sjov og hyggelig dag for de deltagende familier, hvor familierne og børnene får en forsmag på Tour de France festlighederne. Vi vil med FamilieTOUR gerne gøre Tour de France i Vejle mere familiært. På den måde bliver Tour de France også til én stor gul folkefest blandt alle, fortæller Pauline Husballe, praktikant ved Tour de France i Vejle.
- Mange mennesker glipper måske muligheden for at dyrke motion, her i vintermånederne, så vi ville rigtig gerne at der kom nogle folk herned og gav den max gas. Vi håber selvfølgelig på, at de deltagende familier er kommet herfra med et rigtig godt minde om en hyggelig og aktiv dag, og måske med et tættere forhold til Tour De France, fortæller Lasse Okholm, praktikant ved Tour De France i Vejle.
FamilieTOUR var mere end en hyggelig dag på cykel. Eventen er også et bidrag til en mere strategisk indsats i forbindelse med touren. Tour de France i Vejle skal bl.a. styrke den lokale cykelkultur og brugen af cykel som transportmiddel, og samtidig synliggøre områdets smukke natur, arkitektur og unikke terræn, og herigennem øge kendskabet til Vejle som Kingdom of Cycling.