tdf_graphic-2

Tour de France etapestart lukker Vejle

Afviklingen af 3. etape i Tour de France 2021 betyder, at specielt Vejle Havn og Vejle centrum vil være lukket for al trafik i en længere periode. Også strækningen langs ruten vil være lukket.

TOur-etape lukker vejle

Det kommer ikke til at gå ubemærket hen, når en af verdens største sportsbegivenheder kommer til Vejle. Store dele af Vejle centrum vil nemlig være lukket for al trafik den 4. juli, og det vil rutestrækningen også være forud for tour-kortegen begiver sig ud på de 47,7 km tour-rute i Vejle Kommune.

Men projektleder for Tour de France i Vejle, Jacob Rasmussen, er helt tryg ved de udfordringer der kan opstå, når en event som touren kommer til byen.

– Det vigtigste vi kan gøre, er at give kommunens borgere muligheden for at træffe et valg, når en event som Tour de France kommer til byen. Vejlukninger er uundgåelige, men vores borgere skal have mulighed for at vælge folkefesten fra eller til i god tid. Derfor bliver vores fornemmeste opgave at informere borgerne, så de kan træffe et valg på et oplyst grundlag.

Kæmpe setup giver vejlukninger

Området ved Vejle Havn bliver lukket helt af for trafik, da der på Havneøen skal være podie til indskrivning af rytterne. Derudover skal der i området også være plads til pressen, teams, tour-karavanen, Tour de France village og den officielle Tour de France start.

– Det er et kæmpe setup, Tour de France kommer med, og særligt startområdet ved Vejle Havn bliver berørt. Her skal tour-landsbyen bygges, og det vil kræve, at området er lukket i en længere periode. Men resten af ruten bliver også berørt af vejlukning, da det er et krav fra den franske arrangør, for at sikre den bedst mulige afvikling af etapen, fortæller Jacob Rasmussen.

– Der bliver først åbnet for normal trafik igen, når hele tour-kortegen har passeret. Men det vil tage tid at normalisere trafikken, og vi forventer mange tilskuere til løbet, så det vil også have indflydelse på, hvornår vejene er farbare igen.

– Vejle-etapen køres søndag den 4. juli, og det betyder at mange har fri eller holder ferie. Det er en fordel for både trafikken og dem der ønsker at opleve den historiske tour-etape, og vi håber naturligvis, at mange vil benytte muligheden og deltage i folkefesten.

4. juli er ikke til familiefest

De nærmere detaljer om vejlukninger vil Vejle Kommune informere om i god tid forud for etapestarten, men allerede nu opfordres borgere til at undgå at holde store fester på løbsdagen, da det kan bliver vanskeligt at færdes i Vejle centrum.

Så har man planer om at holde guldbryllup eller stor fest søndag den 4. juli 2021 i Vejle, så skal man, ifølge Jacob Rasmussen, overveje at finde en anden dato eller flytte festen. Det samme gælder i Jelling og langs ruten.

– Jeg vil gerne opfordre til, at man tager sine forbehold af hensyn til gæsterne, hvis man overvejer at holde stor familiefest samme dag, som der er etapestart i Vejle. Det vil nemlig kun gøre det besværligt for gæsterne at komme frem og tilbage fra festen. Derfor bør man overveje en anden løsning for at være på den sikre side, og undgå udfordringer pga. cykelløbet.

– Planlæg den store familiefest en anden dag, men tag gerne venner og familie med til en stor cykelfest i Vejle og langs den 47,7 km lange rute. Tour de France er en oplagt mulighed for at tilbringe nogle gode og spændende timer sammen.

Trafikinfo til alle

Det er for tidligt at sige noget konkret og detaljeret i forhold til vejlukninger i Vejle Kommune, og derfor vil det heller ikke være hensigtsmæssigt at besvare spørgsmål vedrørende trafikken på nuværende tidspunkt. Til gengæld vil Vejle Kommune informere om dette, så snart planen for afviklingen af etapen ligger klar.

– Så snart vi har det fulde overblik over alle vejlukninger i Vejle Kommune i forbindelse med afviklingen af 3. etape i Tour de France 2021, vil vi informere om dette. Det er vigtigt, at både borgere i Vejle Kommune og gæster udefra har adgang til de informationer, de har behov for. Vi opretter bl.a. en trafiktelefon, som man kan benytte, hvis man har spørgsmål.

Vejle Kommune vil informere om vejlukninger og trafikinformationer i god tid forud for Tour de France.